Rosenmetoden

Rosenmetoden
En metode, hvor du får mulighed for at komme i kontakt med den, du virkeligt er

HVAD ER EN ROSENBEHANDLING?
Rosenmetoden er en blid teknik med mulighed for store virkninger. Krop, følelser og psyke hænger uløseligt sammen. Ved at arbejde med kroppen og blive mere bevidst om den, og måske endda virkeligt kunne mærke den, så bliver der åbnet op for muligheden for at selv gamle spændingsmønstre kan give slip.

Når spændinger giver slip, bliver der gjort plads til mere fri bevægelighed i kroppen. Dette skaber en befriende følelse i kroppen, som igen påvirker psyken positivt.
Altså en win-win-win-situation på alle planer!

En rosenbehandling tager ca. en time. Vi starter med en lille indledende samtale, hvorefter selve behandlingen foregår på briksen, hvor du kommer til at ligge afklædt i undertøj under et tæppe. Jeg starter med lige “at sige goddag” til din krop ved at mærke den igennem uden på tæppet, og du får samtidigt lige mulighed for at falde helt til ro, inden vi for alvor går i gang med behandlingen.

Resten af behandlingen foregår ved, at jeg tager tæppet væk fra det område på kroppen, hvor jeg skal arbejde. Jeg lægger hænderne på kroppen, der hvor spændingerne befinder sig, og med små lette tryk eller træk i overfladen skabes der bevidsthed omkring både bevidste og ubevidste spændinger og spændingsmønstre i kroppen. Ved at give opmærksomhed og nærvær til spændingerne, kan selv gamle ubevidste spændinger give slip.

Det er ikke meningen, at vi skal føre lange samtaler under behandlingen. Der skal være plads til perioder med stilhed, hvor du får mulighed for at fordybe dig i den kropslige oplevelse, af det der foregår. Undervejs vil jeg måske i ny og næ spørge ind til noget, som kunne have at gøre med den måde, din krop spænder på. Disse ord er ikke ment som egentlig samtale, men er mere henvendt til kroppen og tænkt som små invitationer til, at du bedre skal kunne mærke ind til det, der rører sig på et dybere ubevidst plan i kroppen. Du er naturligvis hele tiden velkommen til at fortælle, hvad du oplever undervejs i behandlingen.

Under arbejdet kan der dukke følelser og andet “godt” op fra fortiden. Dvs. det, som har været årsagen til, at du i tidernes morgen begyndte at spænde op i præcis denne muskelgruppe. Uanset om det giver mening eller ej, kan det være en god idé at sige det højt og derved sætte ord på det, der dukker op. På den måde anerkender du, det der har været, samtidigt med at det får mulighed for at give slip og komme ud af kroppen. Billedligt set kan det sammenlignes med at åbne et gammelt skab og tage en ting ud ad gangen. Ved at se på det du tager ud af skabet, får du mulighed for at tage stilling til, om det skal smides væk, eller stilles tilbage i skabet igen. Dette kan føles som en utrolig lettelse eller befrielse, når du på denne måde giver slip på en fortid, du har gået og båret rundt på i alt for lang tid.

Ofte vil det være en god idé at vælge et behandlingsforløb med flere behandlinger. Dels fordi du lettere vil kunne slappe af og give slip, når du føler dig tryg, og ved hvad der skal ske. Og dels fordi spændingerne ofte er bygget op over lang tid, og derfor kræver længere tid for at kunne give slip for alvor.

Det kan i øvrigt være en god idé at planlægge lidt kvalitetstid sammen med dig selv efter en behandling. På den måde får du mulighed for at fordøje oplevelsen ordentligt og lade den bundfælde.

Som terapeut har jeg tavshedspligt!
Alt som kommer frem under en behandling bliver mellem os.

Book en tid »

ROSENMETODENS OPRINDELSE
”Det handler om forandringen fra den person, du tror du er, til den person du virkeligt er” (citat:  Marion Rosen)